Menu

http://www.dr.dk/nyheder/indland/papirarkiv-bremser-adopteredes-jagt-efter-ukendte-soeskende

*************

Rapport
At vokse op som adopteret i Danmark

I perioden 1985-2000 var der årligt mellem ca. 400 og 800 såkaldte fremmedadoptioner i Danmark – dvs. adoptioner, hvor barnet ikke havde noget slægtskab eller anden relation til adoptivforældrene forud for adoptionen. Langt de fleste børn blev adopteret fra udlandet, men nogle kom også fra danske forældre.

Denne rapport undersøger, hvordan det er at vokse op som adopteret i Danmark – med særligt fokus på fremmedadopterede. Den belyser både adopterede børn og unges opvækstbetingelser og deres situation som unge voksne i Danmark

Undersøgelsen trækker på registeroplysninger og på interviews med unge voksne og voksne, der er adopteret, og deres forældre. Registermaterialet indeholder oplysninger om børn fra årgangene 1989-1994, herunder særligt de 3.180 personer, svarende til 0,75 pct. af årgangene, der er fremmedadopterede. Dertil kommer interview med 18 unge voksne eller voksne adopterede, samt ni adoptivforældre fra fem forskellige familier.

Rapporten er igangsat og finansieret af Børne- og Socialministeriet.

Sammenfatning

I perioden 1985-2000 var der årligt mellem 461 og 799 adoptioner i Danmark, hvor barnet ikke har noget slægtskab eller anden relation til adoptivforældrene forud for adoptionen (fremmedadoption). Herefter har tallet været nedadgående, og i 2016 var der 89 adoptioner (Danmarks Statistik, 2017).[1] I denne rapport, hvor vi undersøger, hvordan det er at vokse op som adopteret i Danmark, undersøger vi både, hvordan opvæksten har været, og hvordan det går dem i voksenlivet, da der fortsat foreligger sparsom viden herom.
En sådan viden er vigtig for at opnå en mere generel forståelse af, hvad det indebærer at vokse op som adopteret i Danmark, og i hvilket omfang dette medfører nogle særlige problemstillinger. En bedre forståelse af børn og unges opvækstbetingelser er et nødvendigt udgangspunkt, både for at diskutere adoption som fænomen i en dansk kontekst og i forhold til at udvikle og/eller intensivere tiltag, der støtter denne børnegruppe og deres familier.I denne undersøgelse har vi belyst børn og unges opvækstbetingelser og deres situation som unge voksne i Danmark.
Undersøgelsen har særligt fokus på den gruppe af adopterede, som ikke har noget slægtskab eller anden relation til deres adoptivforældre inden adoptionen, og hvoraf størstedelen er født uden for Danmark. Med mindre andet er nævnt, er det udelukkende disse adopterede børn, unge eller voksne, vi undersøger i denne rapport. Der er grund til at tro, at der er nogle særlige problemstillinger for denne gruppe af adopterede, som relaterer sig til både deres situation inden adoptionen og selve adoptionen.
Begge dele kan påvirke deres (subjektive) selvforståelse og identitet, men også deres (objektive) livsmuligheder i form af fx uddannelsesmuligheder og psykiske helbred. Det er disse temaer, som er omdrejningspunktet for analyserne i denne rapport.
Undersøgelsen baserer sig på et kvantitativt registermateriale og et kvalitativt interviewmateriale med unge voksne og voksne, der er adopteret, og deres forældre.

Registermaterialet indeholder oplysninger om børn fra årgangene 1989-1994 og deres adoptivforældre, hvor den gruppe, vi analyserer, tæller alle adopterede fra de pågældende fødselsårgange. Dvs. 3.180 personer, svarende til 0,75 pct. af årgang 1989-1994. Det kvalitative materiale indeholder interview med atten unge voksne eller voksne, der er adopteret
Derudover har vi lavet interview med ni adoptivforældre fra fem forskellige familier.Analyserne viser, at det overordnet går godt for langt de fleste børn, der er adopteret i Danmark, som vokser op i relativt ressourcestærke familier. Analyserne peger dog også på, at der er nogle børn og unge – en større andel end blandt deres jævnaldrende ikke-adopterede – der klarer sig mindre godt og/eller har psykiatriske diagnoser og anbringelseshistorik.
Hertil kommer, at vores analyser har belyst væsentlige temaer inden for adoptionsforskningen som ”åbenhed” om adoptionen og diskrimination, og hvorledes disse forhold opleves at indvirke på adopteredes liv. I nedenstående sammenfatter vi disse resultater, perspektiverer de centrale pointer og forholder os i forlængelse heraf til, hvilke implikationer for praksis resultaterne giver anledning til.

Åbenhed i adoption
Åbenhed i adoptioner er et spørgsmål, der gennem de seneste årtier både internationalt og nationalt har fået større og større fokus (Bo & Warming, 2017). Begrebet åbenhed dækker både over adopteredes viden om eller kontakt med deres biologiske familie og adoptivforældrenes evne og villighed til at tale om adoptionen gennem opvæksten (Jones & Hackett, 2007; Wolfgram, 2008). De fleste unge voksne og voksne i denne undersøgelse har sparsom viden om deres biologiske forældre og grunden til bortadoptionen. Der knytter sig derfor mange ubesvarede spørgsmål til selve adoptionen, som kan påvirke adopterede på forskellige tidspunkter i deres liv.Analysen viser, at graden af åbenhed omkring adoptionen har stor betydning for de adopteredes identitetsdannelse.
Åbenhed og lukkethed kan dog ikke nødvendigvis ses som noget ubetinget henholdsvis positivt og negativt, men er i høj grad situationelt betinget og kan ændre sig i løbet af opvæksten. Generelt oplever mange af interviewdeltagerne, at en manglende mulighed for at tale om adoptionen er negativt, men de kan også opleve, at det på bestemte tidspunkter i livet eller i forbindelse med bestemte typer af oplysninger kan være vanskeligt at håndtere åbenheden. Nogle af de unge voksne og voksne, som er adopteret, har således både fortællinger, hvor åbenhed har været positiv, mens åbenhed i andre situationer har haft en negativ betydning for deres identitetsdannelse – andre har haft positive oplevelser af lukkethed, men giver også udtryk for, at åbenhed i andre situationer har haft en positiv betydning for identitetsdannelsen, og der kan således være mange forskellige oplevelser af åbenhed – både på tværs af gruppen af adopterede og for den enkelte i løbet af opvæksten.

Familie
Undersøgelsens registerdatamateriale viser først og fremmest, at de fleste klarer sig godt – både i løbet af opvæksten og som voksne. De vokser op i familier med gennemsnitligt flere ressourcer end deres ikke-adopterede jævnaldrende, både hvad angår økonomi og uddannelse, og målt på disse objektive forhold har de adopterede således et godt afsæt i livet.Undersøgelsens interview belyser, hvordan unge voksne og voksne oplever og praktiserer relationen til to forældrepar gennem opvæksten – de biologiske forældre og adoptivforældrene.
Gennem slægtskabsbegreber (fx ”mor” og ”far”) og fremhævelsen af (sociale eller personlighedsmæssige) lighedspunkter giver de adopterede udtryk for en forbundethed og en familierelation til adoptivforældrene. Samme oplevelse af forbundethed kan dog blive udfordret af nogle af de adopteredes egne eller andre personers oplevelse af en manglende fysisk lighed med adoptivforældrene.Relationen til de biologiske forældre er i sagens natur vanskeligere at praktisere, da de adopterede ofte kun har begrænset viden om, kendskab til eller kontakt med deres biologiske familie.
Det betyder dog ikke, at de biologiske forældre ikke indgår i deres familiebillede. I stedet praktiseres relationen på anden vis end til adoptivforældrene, fx gennem billeder, tatoveringer, fremhævelsen af en biogenetisk forbundethed eller omsorgsfortællinger. Familierelationen til de biologiske forældre mangler dog et væsentligt element, nemlig tidsaspektet, hvor man både deler en fortid i form af fx fælles minder, og en fremtid i form af fx fælles planer og forhåbninger. Dette tidløse aspekt kan i nogle tilfælde udfordre oplevelsen af forbundethed.

Diskrimination
De fleste unge voksne og voksne i denne undersøgelse fortæller, at de har oplevet diskrimination i løbet af deres opvækst. Det er meget forskelligt, hvor ofte diskriminationen har fundet sted – nogle har kun oplevet enkelte episoder, mens andre har haft gentagne oplevelser med diskrimination.
Analyserne viser, at der primært er tale om to former for diskrimination: én baseret på udseende, og én baseret på familietype. Der er en interessant forskel på de to former for diskrimination. Hvor den første ikke har noget med det at være adopteret at gøre, men i stedet hænger sammen med en anden udvikling i samfundet, hvor flere indvandrere og flygtninge er kommet til landet, så udspringer den anden form for diskrimination af adoptionsforholdet. I forhold til den første type af diskrimination, som ofte finder sted på baggrund af de internationalt adopteredes udseende, kan det at være adopteret i nogle tilfælde være formildende.
Når det kommer til diskrimination på baggrund af adopteredes familieforhold, så er adoptionsforholdet derimod netop årsagen til denne form for diskrimination, som fx indebærer spørgsmål om ens ”rigtige” (biologiske) familie.Analysen viser også, at diskrimination kommer til udtryk på forskellig vis, afhængigt af, hvilken kontekst personen befinder sig i. I det offentlige rum kan diskriminationen fx udøves af personer, den diskriminerede ikke kender, på baggrund af den adopteredes udseende, i skolen på baggrund af udseende og adoptionsforholdet og udøvet af venner og kammerater, og i hjemmet har enkelte oplevet diskriminerende udtalelser om udseende fra nære familiemedlemmer.
Diskriminationen påvirker ikke kun de unge voksne og voksne følelsesmæssigt. Der er flere eksempler i interviewene på, at forventningen om diskrimination (baseret på tidligere oplevelser) får konkrete konsekvenser for deres adfærd. Et eksempel på dette er unge kvinder, der er adopteret fra Asien, hvor andre personer har troet, at de var gift med deres adoptivfar, og ikke, at de var far og datter. Disse misforståede opfattelser af relationen har i nogle tilfælde betydet, at der er situationer, som de undgår, fx at gå ud og spise med deres adoptivfar alene.
Dette vurderer vi er relativt alvorlige konsekvenser af diskrimination, som omhandler en mere generel diskussion om, hvordan personer, der ikke ser ud som majoritetsbefolkningen, af nogle bliver mødt med stereotype forestillinger om ”fremmede”.

Uddannelse, anbringelse uden for hjemmet og psykiatri
Overordnet går det godt for de fleste adopterede unge voksne i Danmark. Langt størstedelen er uddannelsesmæssigt på niveau med deres jævnaldrende ikke-adopterede – målt på deres gennemsnit i dansk og matematik i 9. klasses afgangsprøve, og på, om de er i gang med en uddannelse og/eller har afsluttet en ungdomsuddannelse som 19-årige.
Langt de fleste har ikke været anbragt uden for hjemmet i løbet af barndommen (frem til de fylder 18 år) og har ikke været i kontakt med det psykiatriske system (frem til de fylder 20 år).Der er dog alligevel væsentlige forskelle mellem adopterede som unge voksne og ikke-adopterede, mest udtalt i forhold til anbringelser og kontakt med det psykiatriske system, men også i nogen grad i forhold til uddannelse.Samlet set er en lidt mindre andel af de adopterede unge voksne i gang med en uddannelse og/eller har afsluttet en ungdomsuddannelse som 19-årige, sammenlignet med deres jævnaldrende ikke-adopterede – sandsynligheden for at være i gang med en uddannelse og/eller have afsluttet en uddannelse er også fortsat lidt laverer, når der kontrolleres for relevante baggrundskarakteristika.
Dette resultat dækker over vigtige forskelle inden for gruppen af adopterede, hvor adopterede fra Sydkorea ikke er signifikant forskellige fra deres jævnaldrende ikke-adopterede. I uddannelsessammenhæng er det således vigtigt, at de skolemæssige udfordringer for adopterede unge kan være meget forskellige, og at der er grupper, som har brug for mere støtte end andre.Et lignende mønster ses, når det gælder adopterede børn og unges mentale helbred og kontakter med det psykiatriske system, hvor de overordnet set har en dobbelt så høj sandsynlighed for at være registreret i psykiatriregisteret som 19-årige.
Særligt adopterede fra Rumænien har en signifikant oversandsynlighed. Der er således igen forskelle inden for gruppen af adopterede.Knap 7 pct. af de adopterede bliver anbragt uden for hjemmet i løbet af barndommen, hvilket er signifikant flere end deres ikke-adopterede jævnaldrende (knap 5 pct.). Det er ikke en markant overforekomst, men alligevel et vigtig opmærksomhedspunkt, som peger på, at adopterede børn og deres forældre hjælpes bedst muligt for at imødegå de vanskeligheder, barnet har med sig.

Perspektiver
Der er allerede sket en væsentlig udvikling inden for rådgivning, behandling og understøttelse af adopterede og deres familier for netop at imødekomme disse problemer for yngre årgange af adopterede. Resultaterne i denne rapport understreger vigtigheden af dette arbejde. De årgange, som indgår i denne undersøgelse, har dog kun i ringe omfang kunnet drage nytte af udviklingen. For dem – og tidligere årgange – er der givetvis i højere grad brug for tilbud om voksenrådgivning mm.
Der er også allerede fokus på dette behov, og et forsøgsprojekt med rådgivning til voksne adopterede i 2016-2017 (som også er relevant for de adopterede i vores datamateriale) fik således bevilget 2 millioner kroner i 2016. Imidlertid er bevillingen i skrivende stund – medio 2017 – allerede opbrugt (Ankestyrelsen, 2017). Dette peger på, at mange adopterede som voksne netop fortsat har brug for rådgivning, der relaterer sig til deres adoption, og at det fremadrettet bør overvejes, om der skal ydes en endnu større løbende indsats i forhold til de adopteredes udsathed.

[1] Frem til 2006 kan man ikke via Danmarks Statistiks statistikbank helt præcist opgøre fremmedadoptioner, da kategorien i deres opgørelser ikke anvendes. Det må dog antages, at langt størstedelen af kategorien "ikke stedbarnsadoption" angår fremmedadoptioner. Fra 2006-2009 eksisterer kategorien fremmedadoption og det samme for 2014-2016, så her er opgørelserne meget præcise. Der foreligger ikke tal for 2010-2013.


Forfattere
Sofie Henze-Pedersen, SFI
Rikke Fuglsang Olsen, SFI
Udgivelsesdato 04.10.2017
Udgiver VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for VelfærdSprog DanskISSN1396-1810E-ISBN978-87-7119-467-8
Sidetal 52 Publikationsnr.
Kontaktperson
Rikke Fuglsang Olsen
Kontaktperson DIREKTE 33 69 77 21 E-MAIL rfo@sfi.dk